Jeg er sådan en person, der er utrolig optaget af Machinemas post-apocalyptiske-zombie-youtube-serie der kører på nettet for tiden. Den har titlen Bite Me.

Humoren er fantastisk, den appellere utrolig godt til mennesker med en interesse i det knap-så-normale og den kan virkelig anbefales. : )

Denne youtube-serie har gjort, at jeg gennem de sidste par uger har fået set et par Zombie-film til at supplere den viden jeg i forvejen har fra min fortid som bogorm. Det er blevet til både Dawn of the Dead(ikke parodien), et genmøde med I Am Ledgend og den komplet kulte film 28 Days Later. Her i aftes gav jeg mig så i kast med fortsættelsen(Som kan ses komplet uafhængigt af dens forganger) til sidstnævnte: 28 Weeks Later.

Aldrig i mit liv som horror-film-tilhænger har jeg set noget lignende!

(Advarsel: I kommende referat afslører jeg de mest essentielle ting fra filmen. Nu er du advaret!)

Storbritanien er blevet ramt af en virus der ganske simpelt gør helt normale mennesker til vilde rovdyr med intet andet formål at formere sin slags(ved at bide raske mennesker) og holde sig i live (ved at fortære raske mennesker). Det i sig selv er ikke noget nyt. Det er normalt sådan zombier er. Men nu skal i bare høre..!

28 uger efter virusen først brød ud, bliver London nu erklæret sygdomsfri, og derfor bliver der igen åbnet for at mennesker kan flytte hjem til deres hjemby igen. Vi følger den 12årige Andy og hans storesøster, der efter disse 28 uger tager tilbage til London for at genforenes med deres far og mor. Faren er så sandelig også rask, i live og glad for at se dem, men moren er der desværre ikke til at tage imod dem.

Jeg kan lige så godt afslørre det med det samme: Noget går galt i dette nye, sygdomsfrie England. Og den amerikanske hær der er trådt til for at styre situationen beslutter sig for, at den eneste mulige måde at rydde op i dette hér problem, er ved at indlede en såkaldt ‘Code Red’ der går ud på at slå alle mulige smittebærere ihjel. Med andre ord: De går efter at slå alt ihjel.

 

 

Det er her min chokerethed kommer ind i billedet..!

Code Red indledes egentlig “uskyldigt” nok med kun at skille sig af med de allerede smittede mennesker, der ikke længere er til at rede. Men i løbet af ganske få minutter mister hæren kontrollen, og med dette følger beslutningen om at dræbe alt der rør sig, i håbet om at stoppe virussen i tide.

Endnu engang: Jeg vil ikke som sådan mene at dette er så exceptionelt igen. Vi så det trods alt både i I Am Ledgend og Resident Evil uden at det rørte mig synderligt. Nej, det der leger ubehageligt meget med tolerancen i mit utroligt film-tolerante hoved er den måde det hele bliver præcenteret på:

Vi ser paniske mennesker i gaderne, paniske mennesker i små, aflukkede rum, paniske mennesker på åbne græsmarker og paniske mennesker det vælter sig rundt i skeletter fra medmennesker gennem et NightVision-kamera. London by bliver skudt sønder og sammen, bliver bombet, bliver gasset og bliver brændt. Vi ser helt bogstavelig talt gennem sigtekornet på de amerikanske soldaters rifler mens de skyder raske civile én for én.

Men okay, det er fint nok. Det kan vi godt leve med. Det er trods alt med et nogenlunde etisk korrekt formål, der gavner den større sag. Desuden blev samme princip brugt i et Modern Warfare-spil for ikke så lang tid siden, hvor terrorister skød civile i en lufthavn. (Spiludviklerne fik enorme problemer med selv samme scene, men det er en anden historie)

Men, nej, det der gør det hele rigtig slemt, er den lille detalje med overskriften “hovedperson”:

Du må huske at den vigtigste hovedperson, er en dreng på ikke mere end 12 år. Og endda en utrolig charmerende og modig dreng af slagsen.

Det er om muligt ham der gør at filmen er så medrivende. Man sidder på kanten af stolen for at det skal gå filmens hovedpersoner godt og man har næsten lyst til at råbe af skærmen at det hele nok skal blive godt til sidst, på trods af at man ærlig talt ikke har den fjerneste anelse om det.

Man kan uden tvivl mærke at dette er en europæisk film, og ikke en amerikansk. Der er ingen kære cencur til at komme og rede os fra de klip der måske kunne have risiko for engang muligvis at skade os. (De klip er der en del af hér.)

Jeg har altid elsket horror-genren, og især den psykologiske del af den. Jeg har set alt lige fra Blair Witch Project(der gør mentalt ondt) til Saw(der gør fysisk ondt). Jeg har set dommedagsfilmen The Day after Tomorrow uden at tænke videre over det.

Jeg læste og så en del andre anmeldelser af 28 Weeks Later. Og jeg er overrasket over at der ikke er nogen der nævner alt det jeg har grebet fat i: Den psykologiske vold. De etiske problemstillinger. At den 12årige hovedperson ser op til flere familiemedlemmer rive hovederne af hinanden(Undskyld, spoiler)

Men så igen… Den ene halvdel af anmelderne havde travlt med bare at huske plottet grundet hvor bange de tilsyneladende havde været mens de så filmen. Den anden halvdel var optaget af scenen hvor op til tyve statister blev skåret i småstykker af en helikopter-propel. (Og jeg må da også indrømme at det var en god scene)

Konklusionen på alt dette hér er, at jeg i den grad har opbygget et solidt had / kærligheds-forhold til 28 Weeks Later. Mens jeg overværede de slemmeste af scenerne var jeg nærmest direkte forarget. Det var næsten som om det hele blev en snært for virkelighedsnært. Men jeg kan ikke komme udenom at jeg gav liv og sjæl til hovedpersonerne mens det hele stod på. Og uanset hvad man mener om filmen, så kan man ikke benægte at det er en sådan film man bliver nød til at have en mening om efter at have set den.

Trods alt var filmen i stand til at røre mig så meget at jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre af mig selv bagefter. Og det er vel i bund og grund dét der tæller i sidste ende? Det er i hvert fald uden tvivl én af de film jeg vil komme til at referere til i fremtiden.

Og – my god! – var musikken god, eller hvad?!

Over de sidste 2 døgn har jeg dedikeret al min tid til at læse op på de spanske tekster som jeg skal bruge til eksamen. Det dér med at lære et nyt sprog er ikke altid lige let.
Som pause til min læsning, gav jeg i går aftes mig selv lov til at se en spansk film. Efter en kort googlesøgning, sammenlignet med anbefalinger fra mine medstuderende, endte jeg med at kaste mig over en film med navnet Mar Adentro. Havet indeni. Og hvilken film det dog var!

Resumé:
Ramundo er en mand, der som ung sprang fra en klippe, ned i havet på et uheldigt tidspunkt. Han ramte bunden både hårdt og forkert, og det resulterede i at han blev lam fra skuldrene og nedefter.
27 år senere, møder vi ham i denne film, hvor han er sengeliggende i sin brors hus, ude af stand til at bevæge sig og ude af stand til at leve livet. Og Ramundo har ét brændende ønske: Han ønsker at dø. Men det er ikke noget folk har tænkt sig at hjælpe ham med…

 

Umiddelbart kan resuméet lyde som en meget trist affære, og det er det på sin vis også, idet man virkelig kommer tæt på alvoren af døden og ønsket om samme. Men min oplevelse af filmen var, at den mere end noget som helst andet, var livsbekræftende.
Ved at se en person i Ramundos tilværelse, og hans syn på hvad livet bør indeholde, kommer man pludselig til at sætte hele sin egen situation i sammenligning. Siden vi har privilegiet til at gå rundt og bevæge os, benytter vi os så af det? Eller spilder vi den enorme ære væk, for næsen af folk der ikke har samme muligheder?
Og ikke nok med at filmen griber fat i dette ubehagelige spørgsmål som vi kan stille os selv, så arbejder den også med spørgsmål om kærlighed, etik, hvad der er retfærdigt og – selvfølgelig – aktiv dødshjælp.

Skuespillerne gjorde alle et fantastisk arbejde og soundtracket efterlader én fuldstændig medrevet af billederne på skærmen. Historien er godt skrevet, og mildest talt var det bare en stor fornøjelse at se filmen, på trods af at der ikke var den store action og stemmerne foregik på spansk. Intet under at den har vundet priser.

Det er en film jeg helt sikkert vil anbefale. Hvis man ikke har noget imod film der hverken er på dansk eller engelsk, så synes jeg man skal tage et kig på filmtraileren herunder.

Der findes en amerikansk filmatisering af den også, men jeg må indrømme at jeg ikke har set den (endnu). : )

 

Jeg var på besøg hos en forfatterskole i Århus i dag. Det var en rigtig god oplevelse!
Skolen har hjemme på Brobjergskolen i Århus, og det er et kursus for unge forfatterspirer der har lyst til at blive bedre til at skrive.
Så vidt jeg forstod, så kommer eleverne selv med en individuel historie som de arbejder på, og i timerne på kurset arbejder de så videre med den og bygger oven på det de ved med skriveøvelser og opgaver. Aldersgruppen er 12 – 15 år og det er præcis aldersgruppen for min roman, Udødelig. Hvor heldig kan jeg være? : )

Grunden til at jeg blev inviteret, var for at fortælle om min egen rejse med min bog. Lige fra grunden til jeg begyndte at skrive, til bogen stod færdigtrygt på hylderne.
Og jeg tror mindst det var en lige så positiv oplevelse for mig, som det var for kursisterne. Efter en ubehagelig lang pause fra mine skriveprojekter var det noget af et wake up call at få lov til at bruge tid med skribenterne der selv er i gang med deres absolut første historier. Det gav mig flash backs til hvordan det selv er at arbejde så intensivt på noget hel nyt, og det gav mig lysten til at skrive tilbage. (Og dermed genfandt jeg min blog, tydeligvis.)

En ting der går op for mig igen og igen, når det kommer til at give unge skrivelystne råd og idéer med på vejen, er hvor vigtigt et solidt netværk er. Før jeg selv kom på Brønderslev Forfatterskole i 2007 (i en alder af 13 år) vidste jeg slet ikke at der var andre unge der skrev. Jeg vidste ikke at det var noget man gjorde..! At tage på kursus og opdage at der var andre på min alder der var lige så optaget af historier og imaginære universer som jeg selv var helt igennem uvirkeligt, og det var uden tvivl det der for alvor gav mig mod på at skrive. Det gjorde at jeg kunne dele mine tekster med folk der gad læse dem. Det gjorde at jeg fandt bekendte der havde samme humor og samme interesser. Det gjorde en verden til forskel!
Derfor gjorde det mig så lykkelig at være sammen med 25-30 unge i dag, fordi at de nu ved at hinanden eksisterer. Jo flere kurser der dukker op rundt omkring, jo større sandsynlighed er der for at forfatterspirene finder hinanden, og det er noget jeg kun kan bifalde utrolig meget. For jo flere ens forfattervenskaber er, jo sjovere er det at skrive.

En stor tak til alle på forfatterkurset i Århus for en dejlig dag! Og hvis nogle af jer læser dette her, så skriv endelig en hilsen. : )

Tidligere i dag fandt jeg mig selv med et forvirret hoved og en underlig fornemmelse af at jeg havde glemt et eller andet. Og snart gik det da også op for mig, at der en vigtig del af mig der var faldet i søvn.
Var det egentlig ikke et eller andet med at jeg var forfatter?

Jeg så over på min reol og blev næsten overrasket over at se kopierne af min egen roman stå der. Jeg tjekkede min inbagge på computeren og blev næsten chokeret over hvor mange mails vedrørende mig og mit forfatterliv jeg ikke har fået svaret på. Jeg loggede på min blog, og havde næsten glemt hvordan den så ud.
Hvor kunne jeg? – Den positive feedback jeg har fået fra andre, og den inspiration jeg giver, er det jeg skatter absolut højest!

Det er en vigtig del af min livsfilosofi, at man skal gøre ting der udvikler én som menneske, og som man har lyst til at gøre. Men samtidig at man skal tage det i sit eget tempo og prioritere alting så rigtigt som man overhovedet kan. Vi vil trods alt gerne beholde vores forstand så lang tid som muligt.
Det er lige gået op for mig, at jeg har lavet en underbevidst prioritering i mit liv. Jeg har koncentreret mig om de ting der var helt oppe i mit ansigt, og har glemt andre ting, som jeg mente kunne gemmes til senere.
Forstå mig ret; jeg har skam foretaget mig ting. Jeg udvikler mig mere og mere som menneske for hver dag der går. Men det har været af andre veje end det skrevne ord.

Grunden til at jeg skriver hér er, at der er begyndt at ske ting igen, der langsomt prikker til mit sovende skønlitterære selv. Jeg har fået flere mails, henvendelser og påmindelser, og pludselig var det nok til at vække mig.

Jeg har savnet alle jer der har skrevet til mig. Alle de søde ord om at jeg gør en forskel for forfatterspirer derude.

Jeg vil begynde at vende tilbage hér på bloggen. Jeg vil komme med updates og jeg vil gå ind i forfatterlivet igen med fornyet energi. Lad mig genopleve den del af mig, der var gået i koma. : )

På det sidste har jeg fået et ekstremt realisme-spark over universitets-uddannelser, kurser og jeg ved ikke hvad.

Jeg sidder i den situation, hvor jeg skal til at afgøre, hvad jeg vil bruge resten af mit liv på. Jeg er 3.g’er og student til sommer. Og jeg er faldet over noget dybt ironisk:
Man skulle mene, at der med en gymnasiel uddannelse vil være frit valg på alle hylder, når studenterhuen er sat ordentligt til rette på hovedet, hvis bare man har sikret sig et nogenlunde gennemsnit, ikke sandt? I hvert fald lige indtil jeg selv gik i gang med at undersøge verdens videregående uddannelser.

Jeg er – som overraskende få andre i Danmark – en af de studerende, der ser det som en meget attraktiv mulighed at studere på et universitet i et andet, engelsktalende land. Hvorfor blive hjemme i beskedne Danmark, hvis jeg kan studere i travle London eller overdådige Sydney? Det ville utvivlsomt give fantastiske oplevelser, kulturel indsigt og sproglige kundskaber med på vejen, for ikke at tale om den bonus, det ville give, at kunne prale af senere hen til en jobsamtale tilbage i Århus eller København.
En ting, vi glemmer herhjemme i vores eget hjemland, er, at universiteterne og de videregående uddannelser som dem i Storbritannien og Amerika bliver fremstillet og markedsført på en helt anden måde end herhjemme. I England og USA fungerer universiteterne lige så meget som et brand og et image, som en reel uddannelse.
De respektive elever får fra første dag i High School banket ind i hovedet, at de skal have et gennemsnit på elleve for overhovedet at gøre sig forhåbninger om at komme ind på Oxford eller Harvard – og det endda på de upopulære fag! Til gengæld er resultatet af uddannelseskrigen noget, som vil følge dem resten af livet. Bestemmelsessted endnu mere end fakultet: Du er dit universitet.
For fremtiden vil du ikke kun præsentere dig ved navn og stilling, du vil præsentere dig som out of Sussex, out of King’s College eller hvor end, du nu ellers var dygtig nok til at komme ind dengang, du var færdig med gymnasiet.
Denne påmindelse – jeg indrømmer, at jeg selv havde glemt faktummet, på trods af at jeg har hørt om det i både medier og af bekendtes personlige erfaringer – fik mig til at stoppe op et øjeblik og tabe underkæben. For her tilbage i Danmark gør det minimal forskel, om jeg i fremtiden præsenterer mig som tidligere studerende på enten Københavns eller Aalborgs universitet. Her får man respekten, så længe man har gennemført kurset og har indtjent de angivne ECTS-points

En anden hindring er den økonomiske side af sagen. Hvis du er et ungt menneske der har en drøm om at studere i udlandet på et af verdens førende universiteter, så er karaktergennemsnittet kun én side af sagen. Et skolesemester – et halvt år – i England koster gennemsnitligt 30.000 for undervisningen. I USA hedder det, med et ekstra nul, 300.000.
Så jeg ser nu, at hvis jeg virkelig ville havde været på denne dér filmskole i Californien, så skulle jeg havde sparret sammen fra jeg var fem år gammel.

Jeg forsøger ikke at skræmme nogen med disse hér irriterende, stødende facts. Jeg siger i den grad ikke at det er umuligt! Tvært imod syntes jeg ikke man skal give op for noget i verden, ikke engang karakterer og økonomi. Der findes nu engang stipendier og SU.
Jeg skriver disse personlige opdagelser, fordi jeg selv ville have ønsket at nogen havde fortalt mig kendsgerningerne dengang jeg selv startede i 1.g. på gymnasiet og skulle til at bygge mit gennemsnit op.
Og jeg ville da egentlig gerne have sat ben på samme universitet som J.R.R. Tolkien og C.S. Lewis gjorde i sin tid..!

Jeg er den ældste i min familie, og dette er meget muligt en af grundene til at konkurrencen er gået totalt forbi min næse ind til nu. Og jeg tror det samme gælder for yngre søskende i en familie hvor de ældre ikke har nogle ambitioner om at studere internationalt.
Så er det jo godt at jeg har en lillebror. Ham skal jeg nok få ind på Oxford..!

Mange spørger mig – uanset om det er bekendte der støder ind i mig på gaden eller om det er folk der skiver til mig – om hvornår den næste bog kommer. Næsten som om de hungrer for at få svar. Og jeg har altid været umådeligt beæret, og vil blive ved med det hver eneste gang folk stadig spørger. Men irriterende som jeg er, og uanset hvor oprigtigt glad jeg er for opmærksomheden, har jeg altid nægtet at fortælle om mit næste projekt.
Grunden er højst sandsynlig at jeg ikke ville præsentere noget inden jeg havde et færdigt produkt.

Sandheden er, at jeg det sidste lange stykke tid rent faktisk har arbejdet intensivt på en ny roman. Og jeg afslører gerne at det er en roman af gotisk afsæt med den store, fede overskrift Psykologisk Horror.

Men sagen er: Mine tekster er gået tabt.
Den laptop som jeg skrev på, besluttede sig for at gå kold i processen efter at have tjent mig godt i over to år: Strømmen svigtede.

Nu skulle man måske mene at en efterhånden forholdsvis garvet skribent havde tænkt så langt, at tage back up. Især af et projekt der var nået et godt stykke vej.
Det eneste jeg kan kommentere på dét område er at jeg håber jeg selv og andre der læser dette, vil lære af det i fremtiden: Kopi’er kan redde dine projekter!

Til gengæld giver det mig et øjeblik til at sætte mig ned i ro og mag, taste denne korte update og endelig indrømme overfor alle dem der har spurgt, at ja, jeg skrev på noget.

Tro mig: Jeg går straks i gang igen.

Jeg har en veninde der lige er flyttet til København i sammenhæng med at være kommet ind på universitetet. I den anledning, fandt jeg en fin lille flytte- / fødselsdagsgave til hende: En fantastisk sød lille kaktus (som det lykkedes mig at knække halvdelen af og næsten slå ihjel inden jeg fik den overrakt til hende). På en seddel der sidder fast i pottens jord med en lille nål skrev jeg mit motto til hende, så hun kunne se det hver gang hun så på kaktussen: Du er hovedpersonen.
For et par dage siden, fortalte min veninde så at hendes far havde været på besøg for at se den nye lejlighed. Han havde taget et enkelt blik på planten og havde straks konstateret: ”Den har du fået af Amalie.” Alt sammen grundet de tre små ord.
Det viste sig selvfølgelig at min venindes far læser min blog, selv om jeg aldrig har så meget som mødt ham.

Pointen med denne historie er, at jeg selv følger mig utrolig beæret over at mit motto – de tre, simple ord – kan gå så rent ind hos andre mennesker, og sidde fast.
Det er et udsagn jeg før har talt om her på bloggen, og det er noget jeg virkelig forsøger at leve efter. Og i takt med at jeg selv føler jeg er blevet bedre til at bruge overbevisningen om at hele verden skal dreje sig om mig, og ikke omvendt, føler jeg endnu mere velvære end jeg nogensinde har gjort før.
Men desværre, ser jeg også andre mennesker gør det modsatte.
Ind imellem støder man på de mennesker, som skyder skylden på omverden og begrunder deres fiaskoer og modgang med at ”det er også mine forældres skyld, fordi jeg ikke må være sent ude” eller ”det var lykkedes, hvis ikke jeg var født med svage knæ”. Det er de mennesker som sociologen og forfatteren Stephen R. Covey (7 Gode Vaner) med et fint navn omtaler De Reaktive mennesker.
Men når du lever efter reglen om at du er den vigtigste person i dit eget liv, hovedpersonen, får du automatisk en stædighed der siger at verden nok skal flytte sig for dig, og hvis ikke den gør, så får du den til det. Reaktiviteten bliver slået ihjel.
Når det går op for dig at dit liv kan være lige så interessant som enhver film eller bog og at du lige så godt kunne være en af de karakterer du beundrer for at opleve så meget, så lægger du helt automatisk den form for undskyldninger bag dig. Du begynder at kæmpe for at ting sker til din fordel.
Hvis jeg vil i liga med verdens største videnskabsmænd, så studerer jeg så hårdt jeg kan, uden kompromis. Hvis jeg drømmer om engang at løbe et maraton, så starter jeg med at løbetræne fra i dag af. Og hvis jeg vil være verdenskendt skuespiller og giftes med en rockstjerne, så tjekker jeg hvornår det næste fly til Los Angeles går med det samme.

Der er mange mennesker før dig der har haft yderst interessante liv, selv om de er startet fra lavere end nul. Så hvorfor skulle du ikke kunne det samme, måske endda med bedre odds? Du er jo hovedpersonen i dit eget liv, ikke sandt? : )

Her den anden dag, faldt jeg over en fuldstændig fantastisk hjemmeside, som jeg aldrig havde set eller hørt om før.
Siden kan findes på http://bogbaskere.blogspot.com/ og er ganske simpelt en samling unge mennesker, der læser bøger, anmelder dem og deler dem med verdenen. Ikke fordi de er ansat til det, men fordi de har lyst og fordi de kan.

Og jeg overrasker nok ikke nogen, når jeg udtrykker min utrolige glæde over dette her lille hjørne af internettet. Alt for ofte ser man gamle, grå journalister eller bibliotekarer sidde og anmelde ungdomslitteratur med en forældet vinkel der går alt for meget i dybte med de forkerte ting.
Men denne her side, tvært imod, lever for konceptet ”fra unge, til unge.” Genrene er mange, vinklen er ny og afslappet, bedømmelserne tager fat i de ting som vi rent faktisk gider høre om og man er ikke et sekund i tvivl om hvem målgruppen er.
Og hvem siger at det ikke er målgruppen der er bedst til at bedømme en bog som er skrevet til den? Ikke at i voksne ikke må være med, men… Ind imellem vil vi godt have lov at lege uden jer. : )

Grunden til at jeg fandt hjemmesiden, var at jeg faldt over en anmeldelse af min egen roman, Udødelig, og den kan læses her.
Jeg er meget beæret over at have vagt denne ungdomsgruppes opmærksomhed (og ligefrem få tildelt en anmeldelse) og jeg håber at alle der læser dette her vil tjekke deres lille hyggekrog ud. Den kan i hvert fald anbefales, hvis man mangler det næste værk at gå i gang med.

Heart-shaped Box. Eller, Dødens Jagt, på dansk.
Lad mig tænke… Er der noget jeg ikke kan lide ved den her bog?
Hvis der er, er det i hvert fald svært at finde…

Der var tre ting der primært fik mig til at kaste mig over bogen som et frådende udyr.
For det første, at forfattere, Joe Hill (Joseph Hillstorm King), er Stephen Kings søn.
For det andet, at bogen har modtaget den internationale Bram Stoker Award for Bedste Debutroman.
Og derudover: Bagsideteksten:

”Da den midaldrende rockstjerne Judas Coyne hører, at et spøgelse er til salg på internettet, er han ikke i tvivl om, at han vil købe det. For et spøgelse vil passe perfekt ind i hans samling af sære og makabre objekter, der blandt andet omfatter en kannibals kogebog, en tre hundrede år gammel tilståelse skrevet af en heks og en video med dødsporno”
– Uddrag af bagsidetekst, Dødens Jagt.

Judas Coyne er, som sagt, rockstjerne. 54 år, ved at blive lidt grå i kanterne, men for fanget i sin egen rolle til at kunne lade livet som celebrity bag sig. Dermed fortsætter han med at spille musik og leve livet i sit enorme hus sammen med sine to hunde og kæresten, Georgia, på 23.
Men snart tvinger det ubelejlige spøgelse Judas og hans kæreste ud på en landevejs-rejse for at konfrontere rockstjernens døende far, afdøde eks-kæreste, og langt, langt underligere ting.

Ydersiden – både coveret og bagsideteksten – fik mig til at frygte at jeg gik ind til en useriøs historie. Og jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste der synes referatet lyder som noget der ville passe fint ind i en halloweenfest for børn. Så kan hovedpersonen jo ligne Marilyn Manson eller Ozzy Osbourne så meget han har lyst. Men tvært imod, blev jeg latterligt godt overrasket!
Målgruppen var ikke sat lavt på nogen måde. Tvært imod var der visse passager hvor jeg tænkte ”godt at denne hér ikke stod i børneafdelingen!” For de børn der havde fået fat i den, ville havde været nød til at stille deres forældre et spørgsmål eller to om hvad groupies, incest og porno er for noget.
Ikke nok med at bogen formåede at give mig et gys eller to, den udrettede også at underholde mig og hive mig helt ind på nært hold af personerne. De endte med at have både min medlidenhed og mine nerver med på deres rejse.

Men det virker forkert at komme med en boganmeldelse, hvor alt er positivt. Så jeg bliver jo nød til at finde på et eller andet.
Jeg må nok erkende at jeg ikke helt kan stille mig selv op som en subjektiv kilde idet jeg uden tvivl ligger i den helt præcise målgruppe bogen er skrevet til: Jeg er en læser, der er blevet opdraget med rock n’ roll, har hørt rock og heavy metal så længe jeg kan huske og ligefrem har forsket i den ungdomskultur der poppede op i 60’erne med Black Sabbath og Led Zeppelin. Og jeg må jo nok indrømme at jeg ikke tror, at læsere der ikke har baggrundsviden om rock-kulturen, ville have været lige så godt underholdt. Der er rigtig mange små hints til bands, musikere og sange gennem hele bogen. Fingerpeg, der får bogen til at fremstå troværdig og virkelig. Og uden en forståelse for disse hints, er jeg ikke sikker på at bogen ville fremstå lige så episk eller troværdig.

Derudover kan det påpeges at bogen skifter genre i takt med at historien udspiller sig.
I starten, blev man som læser umådeligt overrasket over hvad forfatteren nu kunne finde på, og man slukkede lyset om aftenen efter at have klappet bogen sammen, med en nervøs skæven vil mørket.
Men denne behagelige, kildende uhygge druknede desværre meget hurtigt, og efter de første par kapitler var de elementer som til en start havde været skræmmende, blot forudsigelige. Gyset forsvandt. Gyset blev til action. Med andre ord var bogen 100 sider inde, ikke længere en decideret horror-roman.
Men siden jeg ikke nødvendigvis synes det var en dårlig udvikling, går jeg ikke ud fra jeg kan stemple det som en negativ ting.

Jeg vil gerne have lov at sende en knap så venlig hilsen til den danske oversætter, da jeg lige ud sagt synes at titlen er urimeligt dårlig – undskyld mig. Jeg har læst bogen, skrevet en anmeldelse, men jeg kan stadig ikke regne ud hvordan titlen er relevant for selve bogen. Hvad var der galt med ”Hjerteformet Æske”?
I fremtiden, vil jeg uden tvivl komme til at omtale bogen med engelsk titel.
Men derudover kan jeg faktisk heller ikke komme med negtagive punkter til oversættelsen. Det er virkelig et mesterværk.

Jeg vil runde af med en klapsalve til Joe Hill og en fuldstændig enorm anbefaling: Mangler du et gys eller bare et fantastisk eventyr i bedste Rock n’ roll-stil – Så læs Heart-Shaped Box!
Jeg kan lige så godt erklære at denne hér bog har sneget sig op blandt mine favoritter.

Jeg er ked af at sige det, Stephen… Du er blevet jordet af din søn.

På det sidste har jeg endelig taget mig sammen til at gør noget som jeg længe godt har kunne tænke mig: Jeg er begyndt til kickboxing.

Jeg har så længe tilbage jeg kan huske haft denne her utroligt store fascination af kampsport- og kung fu-film.
Jeg har spillet Tekken til Playstation lige siden mine første år i folkeskolen.
Jeg har dyrket store personligheder som Bruce Lee så meget at han endte med at blive mit emne til en engelsk-eksamen. (Og han scorede mig topkarakter som tak for opmærksomheden.)
Jeg har altid været utrolig draget af tanken om den atletik og motorik det tager kroppen, at bøje sig i de næsten umenneskelige stillinger det kræver. Og nysgerrig efter hvordan man kan udlede så meget kraft fra den blå luft, at man kan slå kæber af led.

Bruce Lee

For rigtig mange mennesker er kampsport kun ét begræb og forskellige stilarter er blandet sammen i én stor klistret bunke af ensfarvede malingklatter. Så hvad er kickboxing?
Kort sagt, er det vesten og østen der mødes på midten.

I 1970′erne blev en gruppe amerikanske karate-udøvere irriteret over de strenge regler ved konkurrencer der fulgte med den asiatiske sportsgren. Så derfor tog de de østlige spark fra karate, blandede det med vestlig boksning og skabte et helt nyt regelsæt til konkurrencer der gjorde det lovligt både at sparke og slå med fuld kontakt.

Så mange ville spørge mig: Hvorfor startede du ikke på en kinesisk eller japansk kampsport, frem for noget der er halvt vestligt, nu da du er så fascineret af det?
Og sandheden er, at selv om jeg har denne enorme fascination af asien, så er jeg stolt af at være vestlig, fordi det definere hvem jeg er.
Kampsport fortæller utrolig meget om oprindelsen på de mennesker der skabte den.
I kinesisk kung fu, for eksempel, ser du udøverne stå med rank ryg, du ser dem bukke for hinanden inden kampen, du ser dem med en forventning om retfærdighed og ære fra modstanderen.
I vestlig boksning, der imod, ser du de udøvende med hænderne helt oppe om ørerne og fremstående i sammenkrympede skikkelser, fordi de forventer at modstanderen bruger feje kneb for at brække deres næse. I vestlig kamp er ære kun et eksisterende begræb, hvis du vinder.
De karaktertræk definere vestlige mennesker som de forsigtige, de defensive, de vagtsomme, men samtidig de hårdtslående og de nådesløse. Og det er denne mentale splittelse der tiltaler mig. For den definere min kultur. Kickboxing giver mig mulighed for at opretholde min vestlighed, samtidig med jeg får noget nyt ind under huden.

Men der er selvfølgelig mere i det end kulturel fascination. For hvis det var det eneste drivpunkt, så ville jeg nøjes med at sidde og studere ”Turen går til asien” og drikke en masse grøn te.
Og den grundlæggende ekstra hemmelighed til at jeg begærde sporten så meget, er umådelig simpel: Kickboxing får mig til at føle mig stærk. Det giver mig selvtillid. Hver gang jeg står overfor en sparringspartner kan jeg føle spændingen og pulsen lige på den anden side af huden. Og det er noget som jeg nu er fuldstændig afhængig af.

Kickboxing er et led i at gøre mig selv til så stærk og succesfuld person som jeg overhovedet kan blive.
Jeg kan mærke at det virker.
Og jeg anbefaler det stærkt til alle!

Jeg kickboxer i Århus. Hvis nogen er interesseret, så skriv. : )

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.